Det udstyr og de metoder, vi stoler på i fotografiet

Når Jonas og jeg skal fotografere til magasinet, begynder vi sjældent med en lampe. Vi begynder med et vindue. Dagslys fra en nordvendt rude er blødt, retningsbestemt og gratis, og det lærer dig at se, hvordan skygger falder, før du begynder at styre dem. Midt på efteråret er lyset desuden lavt og varmt det meste af dagen, hvilket gør det let at få dybde i et motiv uden at gribe til kunstigt lys.

Vi stiller motivet en meter eller to fra ruden og lader lyset komme fra siden. Så ser du straks, hvor skyggen lander, og om ansigtet eller tingen får form. Er skyggen for hård, hænger vi et tyndt hvidt stykke stof foran ruden. Er den for flad, flytter vi motivet tættere på. Det lyder simpelt, men det er den øvelse, der giver mest for færrest penge.

Mange springer over dette trin og køber udstyr i stedet. Vores erfaring er, at du får bedre billeder af at studere ét vindue i en uge end af at eje tre lamper, du ikke forstår endnu.

• Vælg et vindue uden direkte sol
• Placer motivet en til to meter fra ruden
• Brug tyndt hvidt stof som blødgører

Det mest brugte stykke udstyr i vores lille studie er en sammenklappelig reflektor med en hvid og en sølvfarvet side. Den koster ikke meget, fylder næsten ingenting og kan klare opgaver, man ellers ville løse med en ekstra lyskilde. Holdt modsat vinduet sender den lys tilbage i skyggesiden, så kontrasten bliver mildere og detaljerne kommer frem.

Hvid side giver et neutralt, blødt fyld. Sølv er skarpere og stærkere, og vi bruger den kun, når motivet kan tåle det, for eksempel en produktflade med struktur. Til portrætter holder vi reflektoren lavt under hagen, så øjnene får et lille lysglimt, og skyggerne under næsen og kæben blødes op.

Du kan i øvrigt lave en reflektor selv af en plade skumpap beklædt med mat folie eller bare hvidt papir. Det vigtige er ikke materialet, men at du lærer at flytte den få centimeter ad gangen og se effekten, før du tager billedet.

Vi bruger to faste objektiver, ét let vidvinkel til miljøbilleder og ét mellemtele til portrætter og detaljer. Faste brændvidder tvinger dig til at flytte dig selv i stedet for at dreje på en ring, og det ændrer, hvordan du komponerer. Du begynder at tænke på afstand, baggrund og udsnit, i stedet for blot at zoome ind på det, der er nærmest.

Blænden holder vi som regel mellem to komma otte og fem komma seks. Åben blænde giver et blødt, adskilt motiv, men den skal bruges med omtanke, fordi skarphedszonen bliver meget smal. Til tekst og produkter, hvor alt skal være læseligt, lukker vi blænden mere og sørger for et stativ.

Et stativ er faktisk det værktøj, vi ville anbefale før et dyrere kamera. Det sænker tempoet, og et langsommere tempo giver bedre komposition. Du bemærker en hjørnestribe, en skygge i baggrunden eller et skævt vandret, som du ellers ville have opdaget først på skærmen bagefter.

• To faste objektiver er nok til de fleste opgaver
• Brug stativ for at sænke tempoet
• Lav blænde kræver præcis fokus

Vi optager altid i råformat. Filerne er større, men du får langt mere spillerum til at rette lys og hvidbalance bagefter uden at billedet falder fra hinanden. Det er især nyttigt, når et motiv har både lyse og mørke partier, og du vil trække detaljer frem uden at det ser kunstigt ud.

Lige så vigtig som formatet er mappestrukturen. Hvert projekt får sin egen mappe med undermapper til originaler, udvalgte billeder og færdige leverancer. Originalerne rører vi aldrig. Alt arbejde sker på kopier, og filnavnene indeholder dato og et kort emneord, så ingen skal gætte, hvad et billede handler om, når der går måneder.

Vi tager desuden en sikkerhedskopi på et eksternt drev samme dag, som billederne er taget. Det virker som en kedelig detalje, men tabte billeder kan ikke genskabes, og en vane som denne koster ti minutter, mens en manglende kopi kan koste et helt projekt.

Når billederne er valgt, redigerer vi i få og forudsigelige trin: beskæring, hvidbalance, eksponering, kontrast og til sidst en let skærpning. Vi undgår kraftige filtre, for et billede, der ser forarbejdet ud, taber ofte tillid hos læseren. Målet er, at redigeringen kan mærkes som ro, ikke som effekt.

Vi arbejder med en fast rækkefølge, så vi ikke retter det samme to gange. Først rettes de globale ting, altså lys og farve for hele billedet. Derefter tager vi lokale justeringer, for eksempel at lette en skygge i ansigtet eller dæmpe en lys flade, der trækker blikket væk fra motivet.

Til sidst ser vi billedet i lille størrelse. Holder det stadig sammen som en klar form, når det kun er et frimærke på skærmen, så holder det også i et opslag. Mislykkes det, vender vi tilbage til beskæringen, for det er næsten altid dér, svagheden ligger.

• Fast rækkefølge: beskæring, lys, farve, skærpning
• Undgå kraftige filtre
• Kontrollér billedet i lille størrelse

Et billede kan se perfekt ud på en skærm og alligevel skuffe på tryk. Derfor kontrollerer vi vigtige billeder både på skærmen og som udskrift, før de går ind i layoutet. Papirets overflade, farvegengivelsen og den lysere skærm gør, at skygger ofte bliver mørkere, og at stærke farver mister lidt af deres glød.

Vi holder skærmens lysstyrke moderat og arbejder i et rum uden stærkt sidelys, så øjet ikke snydes. En kalibreret skærm er en god investering, hvis du ofte afleverer til tryk, men også uden den kan du komme langt ved at sammenligne med en prøveudskrift og notere, hvor forskellen opstår.

Den sidste kontrol er enkel: vi lægger billedet ind i opslaget og ser, om det samarbejder med typografien. Et godt fotografi i sig selv er ikke nok. Det skal kunne stå sammen med tekst, marginer og de øvrige billeder på siden.